Vil du langt i fodbold? Tænk længere end den 1. maj i U12-året

Vil du langt i fodbold? Tænk længere end den 1. maj i U12-året

Den 1. maj er en stor dag i dansk ungdomsfodbold. Det er her, det uofficielle “transfervindue” åbner for U12-spillere, og i år er det årgang 2013, der er i spil.

Der bliver ringet. Der bliver prikket. Og nogen bliver valgt – mens andre ikke gør.

Det føles stort. Flere har allerede skiftet klub for at positionere sig. Andre venter i spænding. For nogle føles det som nu eller aldrig. Som om toget kører fra perronen, og man står klar med sportstasken og håber på en plads.

Det er forståeligt. For overgangen til U13 ændrer fodboldsystemet: Lukkede eliterækker, opdelingen mellem bredde og elite, udtagelser til DBU’s talentcentre, og snart "rigtig" 11-mandsfodbold på fuld bane.

Men midt i al den virak er det vigtigt at huske én ting:

Det her er kun begyndelsen.

For topspillerne giver det mening at skifte

Hvis du ligger i den absolutte top af din årgang, og du bliver tilbudt et skifte til et stærkt akademimiljø – så kan det give god mening.

Det gælder især, hvis du allerede har domineret dine kampe, har brug for større udfordringer og kommer til et sted, hvor hverdagen er endnu skarpere.

Men selv for de bedste handler det ikke bare om klublogoet.
Det handler om hverdagen.
Miljøet.
Trænerne.
Kulturen.

Spilletid, tryghed, prioritet = udvikling

De næste år – fra U13 til U15 – bliver afgørende for alle spillere. 

Det er her, puberteten rammer. Det er her, vi ser de første tydelige fysiske forskelle. Fysiske forskelle, der har voldsom effekt, når der kan være 5-10-20 % forskel på spillernes fysiske modenhed.

Det vigtigste er ikke, hvor du starter U13. 

Det vigtigste er, hvor du står, når du skal tage skridtet op fra U15 til U17 – hvor der venter dobbeltårgange, den første kontrakt, det første ungdomslandshold og langt større konkurrence.

Og det er nemmere at tage skridtet op end at skulle finde sig selv efter et skifte, der kom for tidligt.

40 % udskiftning i toppen – og de senere ankomne får oftere kontrakt

Ser vi på årgang 2009 i de tre største klubber på Sjælland forlod ca. 40 % af spillerne, der startede på U13,  deres hold i løbet af U13–U15.

Tendensen er også den, at de spillere, der er kommet til senere, faktisk har større sandsynlighed for at få kontrakt på deres 15. års fødselsdag. Det på trods af, at spillerne oftest er kommet fra baghjul fra de mindre klubber.

Hvorfor?
Måske fordi de ramte puberteten på det rigtige tidspunkt.
Men helt sikkert fordi de var vigtige, og fordi de fik ansvar og spilletid dér, hvor de kom fra.

Hvad skal du og dine forældre kigge efter?

Når du overvejer et klubskifte – eller overvejer at blive – så spørg jer selv:

  • Har jeg en dygtig træner?
  • Har vi en udviklende kampplatform (kampe & rejser)?
  • Har jeg dygtige holdkammerater?
  • Har jeg det godt socialt?
  • Er jeg prioriteret og får ansvar?

Drøm stort – men tag ansvar

Man skal altid drømme og tro på sig selv. Men...

Drømme uden handling er bare ønsketænkning.

Hvis du virkelig vil noget med din fodbold, så spørg dig selv:

  • Møder jeg op og giver mig 100 % hver træning, hver uge?
  • Søger jeg hele tiden at blive bedre – også uden for træning?

At blive god nok kræver mere end talent. Det kræver mentalitet og en plan!

Vores råd? Ro på – og træn videre

Hvis du er blevet prikket: Tillykke! Brug det som motivation.
Hvis du ikke er blevet prikket: Ro på – og brug det som brændstof.

Det er ikke nu, karrieren afgøres.

Det er nu, tålmodighed og valg med omtanke er vigtigere end nogensinde.

Toget kører igen.
Igen og igen.

Du skal bare være klar, når det stopper ved din perron.

Brug for sparring?

Hvis du sidder med spørgsmål – eller bare har brug for en ærlig snak om, hvad det rigtige næste skridt kunne være – så er du altid velkommen til at række ud: Kontakt os her!

Tilbage til blog

VIL DU VIDE MERE OM NEXUS?