Efterårssæsonen går på hæld, og det betyder for U13-årgangen et farvel til 8v8 og et goddag til 11-mands, men…
Vidste du, at overgangen betyder, at 12-årige danske elitefodboldspillere sandsynligvis aldrig spiller andre formater, indtil den dag, hvor de stopper med at spille elitefodbold…?
Normaltudviklede 12-årige er fysiologisk ikke klar til at spille voksenfodbold på fuld bane. Når vi sammenligner internationalt, så kan overgangen give mening, idet andre nationer kaster sig over formatet samtidig eller endnu tidligere. Det bliver dog problematisk, når de danske eliteklubber isolerer sig omkring ét kampformat.
Ser man på både forskning i talentudvikling og tendenser i international fodbold, så virker det i mangel på et bedre ord idiotisk. Idéen om at isolere sig omkring ét format giver ganske enkelt ikke mening.
Dette understreges ikke mindst af de enorme fysiologiske forskelle, der kan være på spillerne i den tidlige og mellemste del af ungdomsfodbolden (U13-U17).
Vigtigere at vinde på den korte, lokale bane end i det store, globale spil på lang sigt?
Fodbold er verdens smukkeste spil, og uafhængigt af hvilken fodboldreligion man sværger til, så er der få ting, der er smukkere end et velkoordineret og koreograferet opbygnings- og angrebsspil, der resulterer i en scoring.
Spillerne skal uden tvivl lære at spille 11-mands. Men det bliver for meget, når man isolerer sig omkring én måde at spille eller tænke fodbold på. Især hvis denne bliver for taktisk og for resultatorienteret, hvorved risikominimering trumfer pladsen til at tænke selvstændigt, offensivt og kreativt.
Der er absolut intet galt i at ville vinde og konkurrere. Begge elementer er afgørende drivkræfter i udvikling. Det er faktisk en altafgørende pointe bag dette blogindlæg, at vi ikke eliminerer konkurrenceelementet. Dette skal understøttes og dyrkes på en hensigtsmæssig måde.
Vi skal sikre os, at kampformater og kampplatformen som helhed understøtter de langsigtede udviklingsmål. Kort fortalt: Hvis vi vil skabe dynamiske fodboldspillere, så må vi også sikre, at vi har en dynamisk kampplatform!
Internationale strømninger
Ser man internationalt, så er der stor fokus på begreber såsom “constraints led-approach”, “differentiated learning” og “ecological approach”.
Det handler i grove træk om at skabe udvikling gennem begrænsninger i spil/øvelser, et differentieret trænings- og kampmiljø, og endelig om en forståelse og tro på, at spillerne især lærer ved at spille spillet (fremfor stop og låste øvelser).
Rob Gray fortæller her mere om de forskellige paradigmer: https://www.youtube.com/watch?v=wDB9-j_RIkw
Danmark halter bagefter de lande, som vi sammenligner os med!
Hvor vi i Danmark tænker indenfor rammerne af det eksisterende, så er der i udlandet talrige eksempler på, at både forbund og klubber tænker i alternative formater som supplement til det dominerende kampformat (som oftest 11-mands).
Premier League faciliterer et væld af forskellige turneringer, som klubberne kan deltage i (https://www.premierleague.com/youth/games-programme). Der spilles både inde- og ude, regionalt, nationalt eller internationalt, på tværs af forskellige numeriske formater og sågar i overtal eller undertal. Klubberne deltager ikke i en egentlig løbende turnering, men der er som oftest noget på spil, og man er ikke bange for at kåre vindere af de pågældende turneringer.
I mange af de centraleuropæiske lande er der desuden en helt anden tradition for indendørs af forskellige karakter. Det kan være både klassisk indendørs med bander, futsal inspirerede formater eller turneringer på kunstgræs. Turneringerne er arrangeret af klubberne selv eller private aktører. Det afgørende er dog, at eliteklubberne prioriterer at deltage.
Med tanke på det danske klima, så virker det underfundigt, at vores naboer mod syd spiller langt mere indendørs, end vi gør.
.Differentieret kampplatform = optimeret talentudvikling
Spillerne træner i runde tal omkring 200 dage om året indenfor de samme rammer med de samme holdkammerater med de samme trænere. Det kræver dygtig ledelse, masser af planlægning og stærkt motiverede spillere, hvis ikke det i længden skal risikere at blive trivielt, hvilket vil hæmme udviklingen.
En differentieret kampplatform med forskellige formater er således et ligeså vigtigt afbræk fra dagligdagen som fx de lejlighedsvise udlandsture.
Selvopfyldende profetier og den naturlige selektion
Det kan for spillerne være enormt svært at bryde ud af de roller, som det spillemæssige hierarki lægger ned over hold.
Spillerne udvikler sig i nogen grad på bekostning af hinanden, og det er som træner vanskeligt at håndtere den naturlige selektion, der i et eller andet omfang eksisterer i et konkurrencemiljø. De tidligst udviklede og bedst performende spillere får boostet selvtillid og selvværd på bekostning af deres senere udviklede og svagere holdkammerater.
En ikke uvæsentlig fordel ved at tænke i en mere differentieret kampplatform er, at nye arenaer skaber muligheder for at bryde det sociale og spillemæssige hierarki.
Det vil altid være vanskeligt at balancere de naturlige fordele, som de tidligst udviklede spillere har, men vi bør som minimum gøre forsøget for at skabe bedst mulig udvikling for flest muligt - og især for de dygtige, tekniske/taktiske senere udviklede spillere, der er udsatte i den første del af ungdomsfodbolden!
Med spillet eller spilleren i centrum?
Alle, der er involverede i talentudvikling, snakker om, at spillerne skal være selv-motiverede og tage ansvar for egen læring. Der er dog noget paradoksalt forbundet med dette, når klubberne samtidig lægger tunge bånd på spillerne.
Spillerne skal holde fri, når de holder ferie, og må helst ikke træne med private trænere eller lave andet end klubbens udleverede løbeprogram. De skal møde tidligt i sommerferien, så de er i form til, når sæsonen begynder, og forventes i øvrigt at opføre sig professionelt året rundt.
Noget af det vigtigste, hvis vi skal modvirke udbrændte spillere er at det gør det sjovt og attraktivt for spillerne. Og det er sjovt at gøre forskellige ting fremfor at gøre det samme igen og igen.
Når spillerne spiller i deres fritid, så vælger de som oftest at spille mindre formater. Som alle fodboldspillere ved, så kan det noget særligt at spille i en kamparena med færre på banen, hvor spillet går hurtigere, og hvor der samtidig er bedre plads til at vise sig frem.
Men måske disse alternative kamparenaer kunne blive endnu bedre, hvis de var skabt af dygtige ledere, der har sat sig for at forsøge at skabe udviklende formater, der hjælper spillerne ud i deres næste udviklingszone.
Forskningen og tendensen fra udlandet peger på, at der er noget at hente, hvis vi skal skabe ekstraordinær udvikling!