Det går utvivlsomt godt for danske trænere. Aldrig før har vi haft så mange ude i verden – på så højt niveau. Cheftrænere, assistenter og direktører.
Fra fiasko i Brøndby og betonbold i Horsens til Premier League, Bundesliga og Champions League. Det er umuligt ikke at blive imponeret over, hvor langt vi er kommet.
Men midt i al succesen lurer et problem: Er vi ved at løbe tør for trænere?
“Hvem er den bedste ungdomstræner i Danmark? Hvem er det næste store trænertalent? Hvem skal vi ansætte?
Gode spørgsmål, som vi møder oftere og oftere. Men svarene er ikke enkle. For der er faktisk overraskende få trænertalenter at vælge imellem.
Efterspørgslen på dygtige trænere har aldrig været højere. Licenskravene strammes, klubberne bliver mere professionelle – og udenlandske klubber er begyndt at kigge mod Danmark.
I Nexus oplever vi det tæt på. Vi har senest i denne måned hjulpet en af verdens 25 største klubber med at finde danske kandidater. Og det er bare toppen af isbjerget.
Også i børnefodbolden bliver vi på ugentlig basis spurgt, om vi kan anbefale dygtige trænere til store og små klubber.
Det samme svar går desværre igen og igen: Der er simpelthen for få dygtige trænere.
Og de få, der er, er i høj kurs.
Vi eksporterer flere trænere, end vi importerer
Det er sjældent at se internationale trænere i dansk ungdomsfodbold – på trods af eksempler som Menno van Dam, der gik fra Brøndbys U17 til cheftræner i AaB på to år.
Når vi snakker med klubberne, er det åbenlyst, at det er bøvlet at rekruttere udenlandske trænere.
Rekrutteringsprocessen tager tid. Sproget er en udfordring. Det kræver onboarding. Det er bare lettere og hurtigere at vælge en dansker.
Udenlandske trænere er ikke nødvendigvis bedre, men de tilføjer unikke perspektiver og erfaringer fra klubber og kulturer, som måske netop er det, der skal til for at rykke de danske miljøer.
Risikoen ved en udenlandsk træner er naturligvis, at vedkommende rejser igen. Men det er ikke nødvendigvis dårligt for dansk fodbold. Menno van Dam er nu cheftræner i Emmen FC i sit hjemland. På hans hold har han to danske spillere, Adam Claridge og Lukas Larsen – to spillere, som Menno havde på sit U17-hold i Brøndby.
Summasummarum: Når vi sender flere danske trænere ud i verden, end vi tager ind, så ender vi med et hul. Et hul, der potentielt vokser år for år.
48 nye elitelicenstrænere om året – er det nok?
Hvert år uddannes 48 danske trænere med A-licens. To hold á 24 personer. 90 søgte ind, og 53 % blev accepteret på baggrund af en ansøgning. Ingen interviews. Ingen case studies. Ingen gennemsigtighed ift. ansøgningsprocessen.
Ingen ved, hvor mange der reelt drømte om A-licensen, men som afholdt sig fra at søge, fordi de godt vidste, at de ikke ville komme ind.
48 trænere er ikke nok, når efterspørgslen på danske trænere aldrig har været større.
Uddannelsesrejsen er i dag længere og tungere end nogensinde. Det tager år at nå op på næste niveau. Det afskrækker både de dovne og de drevne.
Vi har en generation af ambitiøse unge mennesker, der gerne vil udvikle sig, men spørger til, hvad de får ud af det.
Og hvis svaret er: “En lang, dyr og usikker vej mod måske at blive optaget på et kursus”,
så vælger mange forståeligt at kaste deres energi i en anden retning.
Selvom der aldrig har været flere muligheder for ansættelse i dansk fodbold, hvis man kommer igennem nåleøjet, så kan man nu om dage ikke leve af passion alene. De unge har for mange andre attraktive muligheder.
Vi skal åbne døren, ikke lukke den.
Tænde drømmen, ikke slukke den!
Tænde drømmen, ikke slukke den!
Ville fagligheden falde, hvis man optog flere end de 48 per år?
Måske. Men risikoen for stagnation er langt større. Klubberne vil samtidig naturligt kun ansætte de bedste kandidater. Flere kandidater → mere konkurrence → bedre trænere → stærkere udviklingsmiljøer.
Faktum er i dag, at trænersystemet er lukket om sig selv. Indgangsvejene er lange, kurserne er dyre. Det er på alle måder tungt.
Der er kun én gruppe, som vil få ringere vilkår, hvis man åbner uddannelserne op: Alle de trænere, der i dag nyder godt af, at de kom igennem nåleøjet.
Men helt ærligt – er dansk fodbold en lukket fest for de få, eller en del af noget større?
Trænerlicenserne er afgørende for trænerne, og trænerne er afgørende for spillerne.
Hvis man ville gøre en mærkbar forskel, gjorde man adgangen langt enklere og uddannede flere. Man kunne med fordel:
-
Gøre træneruddannelserne mere tilgængelige (åbne flere hold).
-
Afvikle elitetræneruddannelserne oftere – halvårligt optag.
-
Gøre uddannelserne billigere, eller tilbyde mulighed for afdrag eller anden “samfundstjeneste”. Den danske A-licens er blandt de dyreste i Europa.
Dansk fodbold skal ikke beskytte sit system. Det skal udvikle sine mennesker.
For vores vigtigste ressource er ikke spillerne – det er trænerne
Når vi taler om fremtiden, taler vi altid om spillere.
Men alt starter et andet sted.
Trænerne er dem, der skaber miljøet.
De former kulturen, udviklingen – og spillerne.
Hvis vi vil have flere spillere, der lykkes,
skal vi starte med flere trænere, der får lov at lykkes.